Forretningsmodel

Vores projekt var i år et eksperiment og en skoleopgave. Her vil vi gøre rede for det kommercielle potentiale i særligt vores app “Distortion Festival”. Derudover vil vi beskrive forretningsmodel for Facebook-siderne “UrbanKBH” og “Hvad sker der til Distortion” samt UrbanKBH.dk-sitet.

App: Distortion Festival

(Distortion Festival = DF)

Udvikling

Vi valgte, at DF skulle være gratis, da projektet i denne omgang ikke gik ud på at tjene penge, men på at afprøve om folk ville bruge mediet på den måde, vi havde forestillet os.

Denne gratis model kunne blandt andet lade sig gøre, da vi ingen økonomiske omkostninger havde ved at udvikle app’en. Udviklingne stod vores samarbejdspartner Your Local Studio for, og det tog dem lige knap to uger, at udvikle app’en ud fra vores oplæg tilført deres egne input.

Your Local Studio skulle ikke have egentlig betaling for at programmere DF, men stillede som krav, at deres logo skulle figurere på DF’s startside. Derudover var de blot interesserede i, at DF ville blive downloadet meget, så de kunne blive eksponeret til mange mennesker.

Det er sandsynligt, at man med omkostninger til at betale et firma for den service, vi har fået gratis fra Your Local Studio, vil være nødsaget til at finde en eller flere modeller for at tjene penge på DF, hvis den skulle være en del af en overskydende forretningsmodel.

Drift

Med hensyn til driften af app’en havde vi omkostninger til serverplads til upload og visning af videoer. Vi brugte firmaet Rackspace, som opkræver 12 engelske pence per gigabyte. Vi afventer pt. regningen, men vores overslag ud fra et antal uploads, som ikke blev overskredet, lå på en samlet omkostning på mindre end 100 dansker kroner.

Hvor meget, den tekniske drift af DF koster, afhænger altså af, hvor meget folk rent faktisk bruger den til det, vi gerne vil have dem til. Jo flere brugere, jo dyrere drift. Omvendt ville flere brugere også give DF mere værdi, og gøre den endnu mere interessant i forhold til betaling og reklamer. Det er selvfølgelig vigtigt i forhold til mulighederne for eventuelt at føre app’en videre næste år og i yderligere fremtid.

Da aktiviteten for upload og visning af videoer i år var begrænset, var der i år tale om meget små beløb, som vi selv kan afholde, og driftsomkostningerne passede derfor fint til vores forretningsmodel i år, hvor der ikke er et krav om økonomisk overskud.

Kigger man på den fysiske drift af app’en – altså den arbejdskraft, der ligger bag vedligeholdelse af DF både før og under Distortion – er den ikke proportional med det, vi økonomisk fik ud af at have den; ingenting. I ugerne op til Distortion skulle vi indsamle informationer om begivenhederne, der skulle kodes ind i DF, og der skulle findes koordinater via Google Maps. Derudover var der arbejde med at indsamle informationer om placering af toiletter – både de stationære kommunale toiletter og de toiletter, der blev stillet op af Distortion under festivalen. Selv når informationerne var indsamlet, skulle vi fysisk ud og finde de helt nøjagtige placeringer af toiletterne, så vi havde koordinaterne.

De samlede arbejdstimer, der ligges i drift af DF samt eventuelt store omkostninger til datatrafik, ville tilsammen kræve en egentlig indtægt, for at app’en kunne forsvares i en fremadrettet forretningsmodel. Skulle man køre DF videre næste år ville man for eksempel skulle hente indtægter gennem betaling eller reklamer, hvis forretningsmodellen skulle give mening.

Betaling

Det er svært at vurdere hvorvidt brugerne overhovedet ville hente DF, hvis den eksempelvis kostede 6 kroner i App Store. Markedet er generelt fyldt med gratis apps, og folk er vant til at få apps i samme kategori som vores gratis (for eksempel Roskilde Festivals app og sidste års Distortion-app).

Hvad der for alvor taler imod en opkrævning af betaling er, at DF er helt ny, og konceptet er nyt. Det er særdeles tvivlsomt, om folk vil betale for en service, de ikke kender. Potentialet for opkrævning af penge for DF de kommende år er derimod interessant på grund af det betydelige fremadrettede potentiale, der er i udviklingen af DF (se nedenstående afsnit “Fremadrettet potentiale for app’en”).

Reklamer

Frem for egentlig betaling kunne man indlægge pop-up-reklamer i app’en, som man kender det fra andre apps. Især spil-apps. De kunne for eksempel poppe op, hver gang man har set en video.

Opnår antallet af både brugere og videoer en bestemt masse, vil det også være en mulighed, at indlægge små reklamefilm ind før videoerne. Som en mere avanceret løsning kunne Distortions sponsor Heineken lægge en video op fra et reklame-event, hvor der er blevet uddelt gratis øl. Heineken ville selvfølgelig betale for deres “sendetid”, og på den måde ville det give en indtægt.

Man kunne også sælge sponsoreret indhold, som blandt andet Google tjener sine penge på. Der lægges koordinater til restauranter eller barer ind i app’ens kort, således at brugerne, mens de leder efter deres næste event til Distortion, vil kunne se disse andre elementer på kortet. Det eneste fremmedlegeme i dette års app, var placeringen af vores udvikler Your Local Studio’s lokaler i Christianshavn. Dette var en del af aftalen om samarbejdet med dem. Deres placering lå som et såkaldt “easter egg” – altså et element på kortet, som aktiveres for eksempel ved at man selv befinder sig tæt på dem. Easter eggs ville man også fremadrettet kunne eksperimentere med i kommerciel sammenhæng.

Fremadrettet potentiale for app’en

Vores app hedder “Distortion Festival”, og der er altså ikke noget i titlen som for et årstal, der tidsbegrænser DF. Dermed kan DF uden videre køre videre næste år og de kommende år, hvis Distortion altså fortsætter med at eksistere i nogenlunde samme form som nu. Dermed vil de 2.929 (pr. 5/6-2012), der downloadede app’en i 2012, have den klar til brug næste år. Her vil de forhåbentlig på forhånd kende DF, og app’ens potentiale vil kunne vokse. Det er klart, at app’ens informationer som fest- og toiletplaceringer skal opdateres år for år.

Inden næste år vil man også kunne udvikle DF til Android og eventuelt indarbejde deling af billeder eller andet. Måske det endda kan lade sig gøre – med god tid og måske endda penge på hånden – at indarbejde en funktion, hvor man kan se, hvem der uploader, og om man kender vedkommende. For eksempel via en integration af Facebook i app’en.

Den anden uofficielle app “Distortion 2012”, som i år udkonkurrerede os på downloads, er ubrugelig i 2013 på grund af dens tidsbegrænsede navn. Folkene bag kan i mellemtiden også få juridiske problemer, da de uretmæssigt har brugt Distortions officielle logo, hvilket ifølge Distortion vil få et juridisk efterspil.

Man kan opdatere stort set alt indhold i en app, men man kan ikke ændre navnet. Hvis vores konkurrenter skulle køre deres app videre næste år ville de altså være nødsaget til at slette den eksisterende og folk skulle så hente den nye “Distortion 2013”. De ville altså starte fra 0, mens vi ville starte fra godt 3000 downloads.

Dermed vil vores app fra start være positioneret som den mest udbredte app, og med en række finpudsninger kan den opnå endda større popularitet end i år. Det må desuden forventes, at antallet af indehavere af smartphones er højere næste år.

Konceptet

Selve ideen bag DF – at man via en simpel app kan finde rundt til en ellers uoverskuelig begivenhed og ledes derhen, hvor man vurderer, at der ud fra de uploadede videoer er den stemning, man søger – kunne snildt bruges ved lignende begivenheder som festivaler, byfester eller messer.

Men det kunne også tænkes ind i en større skala. For eksempel kunne man indrette en egentlig byguide-app ligesom vores. Et medie som UrbanKBH kunne vælge at lave en app med et kort over København, hvor folk kan uploade videoer fra aktuelle koncerter, fra deres yndlingsbar eller favoritdiskotek. I stedet for at læse skriftlige anmeldelser kunne folk se videoen og vurdere begivenheden eller stedet. I det mindste som ekstra lir. Man kunne også bruge konceptet til mundtlige anmeldelser af for eksempel restauranter, hvor folk fortæller om deres oplevelser, filmer det, fører måske kameraet rundt på folk omkring dem, på deres mad og uploader videoen.  Andre brugere vil så kunne se, om det, de ser i videoen, tiltaler dem.

Samarbejdsmuligheder

Vores app, som den er nu, vil enten kunne køres videre som ovenfor nævnt. Men den kunne også fortsætte i Københavns Kommune-regi eller af Distortion selv. Af Københavns Kommune, fordi den konkret afhjælper deres problemer med tis i gaderne ved at vise vej til nærmeste toilet, af Distortion selv, da den promoverer de officielle fester og afhjælper førnævnte urin-problemer.

“Hvad sker der til Distortion?” (Facebook-side – herefter HSDTD)

HSDTD kan køre videre, som den er, og fungere som leverandør af events til DF næste år. Gruppen opnåede på bemærkelsesværdig kort tid en respektabel antal likes og har potentiale til at vokse sig endnu større til næste år. Som en del af en forretningsmodel har den først og fremmest værdi for DF, da den med relativt begrænset vedligeholdelse kan fungere som event-generator til denne. Per 7. juni 2012 har siden lige under 386 likes, men ser man på Distortions egen side, der har i omegnen af 55.000 likes, er potentialet stort. Opnår man tilnærmelsesvis dette antal vil man også kunne bruge informationer om brugernes demografi med mere til at gøre DF endnu mere målrettet. Eksempel: Hvis et betydeligt antal brugere er fra udlandet, skal alt som nu foregå på engelsk

Konceptet med at lave en simpel gruppe til et populært event og Facebook-fænomen som Distortion kan også bruges til at genere events til andre store begivenheder, hvor der arrangeres events, som ikke er en egentlig del af programmet. Som eksempel kunne man lave en gruppe, der hedder “Hvad sker der på Roskilde Festival?” eller hvis man tænker internationalt “What is happening at Mardi Gras?”.

Tænker man på vores Facebook-side som et muligt koncept til en egentlig byguide, som nævnt ovenfor, kunne man for eksempel lave en side – som det i øvrigt allerede er forsøgt – med titlen “Hvad kan du i denne uge, København?”.

De events, der blev formidlet gennem denne gruppe, kunne lægges ind i en samarbejdende app, som vi har gjort med HSDTD og Distortion Festival.

UrbanKBH (Facebook)

Vi vurderer, at potentialet for antal likes på UrbanKBH er cirka det samme som for AOK.dks Facebook-side, som har 4.140. Dette antal likes kan blandt andet opnås ved at lægge en strategi i forbindelse med andre store begivenheder i København.

Opnår UrbanKBH et stort antal likes, vil det have en stor værdi. Især da det kan bruges til at finde info om Urban KBH’s læsere og brugere. Man vil både kunne se data om dem, der synes godt om UrbanKBH, som den er nu, men samtidig også målrette aktiviteten på siden til dem, man gerne vil ramme, men som lige nu ikke klikker sig ind på UrbanKBH.dk. En velgennemtænkt plan for Facebook-siden UrbanKBH kan være med til at styrke UrbanKBHs brand som noget nyt og nyskabende.

Et stort antal likes og rigtigt sammenspil mellem nyheds- og Facebook-site er vigtigt for trafikken på et site, viser analyser. Amerikansk forskning fra tænketanken Outbrain viser for eksempel, at Facebook sammenlignet med Twitter er syv gange mere effektiv, når det gælder om at trække brugere af de to sociale medier ind på nyhedssites. http://www.poynter.org/latest-news/mediawire/145446/facebook-sends-news-sites-more-traffic-than-twitter-revised-study-shows/[1]

UrbanKBH.dk

Det nye www.urbankbh.dk lever af at samarbejdspartnere leverer stof til deres site. For eksempel leverer magasinet Copenhagen Food guides til mad i København, og en modeblogger leverer modeguides.

I år fungerede vi som samarbejdspartner på Distortion-stoffet, og hvis man førte Distortionproject inklusive DF og HSDTD videre, ville vi også fremadrettet kunne være samarbejdspartnere til Distortion og derigennem igen få eksponering af DF.

Advertisements